Par
Titel og år
Par, 1975
Materialer
Sortmalet stål
Kunstner
Hans Lembrecht Madsen (f. 1943)
Placering
Ved indgangen til Farverhus, Aabenraa
Beskrivelse
Par er et af de tidlige eksempler på den lokale billedhugger Hans Lembrecht Madsens værker i det offentlige rum. To lange, sorte, organiske former svajer elegant på stålrør, som er fæstnet i en solid marksten. Den ene form er lidt højere end den anden, men deres åbninger mødes lige ud for hinanden, som det indimellem sker for par.
Par åbner for flere tolkninger, når man erfarer, at skulpturen er blevet til med inspiration fra et konkret naturfænomen, nemlig frø fra bønner: ”Hvis du åbner en bønne, sidder frøene trygt og godt overfor hinanden og udvikler sig side om side. Det var egentlig udgangspunktet for arbejdet med skulpturen”, har Hans Lembrecht Madsen sagt om skulpturen.
Den autodidakte billedhugger har siden sat sit præg på flere offentlige steder i Sønderjylland. Mest kendte er rundkørselsværkerne ved motorvejsafkørslen til Aabenraa og Rødekro: Der løftes i flok og Sammen bryder vi igennem.
Lembrecht Madsens skulpturer kan også ses ved BaneGården i Aabenraa, på Torvegade i Padborg og Kongehøjskolen i Aabenraa.