Gå til hovedindhold

Hest der lægger sig

Titel og år
Hest der lægger sig, 1966-1969

Materiale
Bronze

Kunstner
Nicolaus Wehding (1932-2018)

Placering
Aabenraa Stadion, Vestvejen, Aabenraa

Beskrivelse

Hest der lægger sig er en detaljeret gengivelse af en fuldvoksen hest, der er ved at lægge sig ned. Dyret knæler på sit ene knæ, hælder kroppens tyngde mod højre og støtter mulen mod underlaget. Bagpartiet står stadig i fuld højde. Posituren danner et linjeforløb oppefra og ned, som Wehding har forstærket ved at placere skulpturen, så hestens bagparti flugter op i mod de høje træer i baggrunden, og hovedet peger ned mod den pladsen foran.

Nicolaus Wehding stammer fra Aabenraa og skilte sig ud, da han gik på Kunstakademiet i København 1952-1959. Han holdt fast i den figurative skulpturtradition og gik stik imod de abstrakte strømninger, som ellers dominerede kunstscenen. Alligevel mødte han stor faglig anerkendelse for sine evner.

I 1965 var han med på det første hold af kunstnere, der modtog Statens Kunstfonds tre-årige legat. Det var med arbejdsro fra legatet, at han udviklede bronzeskulpturen til Aabenraa Stadion. Da skulpturen stod færdig flyttede Wehding tilbage til Aabenraa, hvor han arbejdede med sine figurative værker.