Fugle i kasser
Titel og år
Fugle i kasser, 1977
Materiale
Støbejern og granit
Kunstner
Erik Heide (f. 1934)
Placering
Ved indgangen til Borgerhuset, tidligere Rådhus, Tinglev Midt 2, Tinglev
Beskrivelse
Fugle i kasser er en del af en større udsmykningsopgave, som kunstneren Erik Heide løste i samarbejde med arkitektfirmaet Friis og Moltke, da han i 1977 udsmykkede Tinglev Rådhus. Skulpturen består af to kvadratiske støbejernkasser med håndtag. Inde i kasserne bor to fugle i granit på hver sin etage.
Kassernes proportioner gentager sig i felter på bygningens facade. Gentagelsen er ikke et tilfældigt sammenfald. Erik Heide var i tæt dialog med arkitekterne gennem hele processen.
Fugletemaet fortsætter inde i huset, hvor fem relieffer i støbejern dekorerer de brune murstensvægge. Reliefferne gengiver finurlige fugle, som står på hinandens hoveder. Enkle fugle, der flyver, samt en hel endevæg med fugle, der hvirvler rundt over hustage, på skyer og knyttes sammen af sol og måne.
De mange fugle skal skabe sammenhæng mellem ude og inde, som også arkitekterne har tilstræbt med de store vinduespartier og de brune teglsten, som findes både i inde- og uderum.