Stående kvinde

Titel og år
Stående kvinde, udført 1939, afsløret 1986
Materiale
Bronze
Kunstner og år
Erling Frederiksen, 1910 – 1994
Placering
På hjørnet af Østergade og Hærvejen lige midt i Rødekro, overfor Sydbank.
Beskrivelse
Erling Frederiksen arbejdede både som maler, grafiker og billedhugger. Han var realist på en jordbunden og nærværende måde og arbejdede tæt på den motivkreds, han skildrede: Helt almindelige mennesker optaget af deres hverdags- og arbejdsliv på godt og ondt.
Stående Kvinde blev skabt allerede i 1939, men blev først støbt i 1985, da Statens Kunstfond bevilgede gaven til Rødekro Kommune. Skulpturens motiv er da netop også en helt almindelig robust kvindefigur, der i Frederiksens bearbejdning får et monumentalt præg, der forener ro og parathed.