Par

Titel og år
Par, 1975

Materialer
Sortmalet stål

Kunstner
Hans Lembrecht-Madsen, f. 1943

Placering
Ved indgangen til Farverhus, 6200 Aabenraa

Beskrivelse
”Par” er et af de tidlige eksempler på den lokale billedhugger Hans Lembrecht Madsens værker i det offentlige rum. To lange, sorte, organiske former svajer elegant på stålrør, som er fæstnet i en solid marksten. Den ene form er lidt højere end den anden, men deres åbninger mødes lige ud for hinanden, som det ind imellem sker for par.
”Par” åbner for flere tolkninger, når man erfarer at skulpturen blev til med afsæt i et konkret naturfænomen, nemlig frø fra bønner:
”Hvis du åbner en bønne, sidder frøene trygt og godt overfor hinanden og udvikler sig side om side. Det var egentlig udgangspunktet for arbejdet med skulpturen,” fortæller Hans Lembrecht Madsen.
Den autodidakte billedhugger har siden sat sit præg på offentlige steder i Sønderjylland. Mest kendte er rundkørselsværkerne ved afkørslen til Aabenraa og Rødekro: ”Der løftes i flok” og ”Sammen bryder vi igennem”. Man kan se andre skulpturer fra hans hånd foran Kunstcentret BaneGården i Aabenraa, På Torvegade i Padborg og senest foran Brundlundskolen i Aabenraa.