Knælende dreng

Titel og år
Knælende dreng, 1942

Materiale
Bronze

Kunstner, år
Astrid Noack, 1888 - 1954

Placering
Brundlund Slotspark

Beskrivelse
Beslutsom og værdig sidder Astrid Noacks drengeskulptur. Der er ingen rekvisitter, effekter eller dramatiske bevægelser, som kan danne afsæt for en fortolkning af figuren; blot et rent og enkelt formsprog, der leder tanken hen på ægyptisk eller arkaisk græsk billedhuggerkunst.
I flere sammenhænge trådte Astrid Noack stierne for andre kvindelige kunstnere. Blandt andet fik hun som en af de første kvinder svendebrev som billedskærer i 1910 efter i en årrække at have arbejdet som porcelænsmaler i København.
Det var via et håndværkerlegat, at hun i 1920 kom til Paris, hvor hun som en af de ”få høner i kurven” blev del af inderkredsen på Académie Scandinave. Herfra var hun med til at lede modernismens strømninger tilbage til Danmark. Det arbejde fortsatte hun efter hjemkomsten i 1932 som det første kvindelige medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen.