Fugl i bur

Titel
Fugl i bur

Materiale
Jern

Kunstner
Erik Heide

Placering
Aabenraa Rådhus, tidligere Amtsgården, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa

Beskrivelse
Folk som har deres gang på Aabenraa Rådhus, passerer den rustikke ”Fugl i bur” lige ved indgangen.
Klemt inde i en rustrød jernkube sidder en fugl med stækkede vinger og ser ud som om den skutter sig. Buret er flænset op, og de afklippede vinger ligger stadig spændstige og stritter oven på buret. Kan de mon flyve uden fuglen?
Erik Heides motivvalg åbner for stærke symboltolkninger.
Bevæger man sig derimod på afstand fra motivet og betragter ”Fugl i bur” som blot en skulpturel form, opstår der et interessant samspil med stedets arkitektur. Skulpturens proportioner gentager sig i facadens vinduesstriber hele vejen hen ad den store administrationsbygning. Nuancerne i det rustne jern harmonerer desuden med farvespillet i bygningens brunbrændte teglsten. Så selvom Erik Heide ikke har skabt ”Fugl i bur” til stedet, så passer den til det.